Vi har været i Danmark næsten en måned nu, og jeg glæder mig så meget til at komme hjem til vores skønne Sydfrankrig. Jeg kan huske da jeg postede denne kage på min Engelske blog, og jeg kan stadigvæk genkalde dens henrivende duft og smag. Den er julet, på en dejlig hverdags agtig måde, og samtidigt har den et skønt "fransk" udtryk, der er noget landkøkken over den, det er sådan en kage man tager med sig på efterårs/vinter skovtur, når der skal samles "marron" (spiselige kastanjer) eller svampe, den er krydret på en dejlig varmende vis og samtidigt har den en skøn blød konsistens og sødme.
Det er den eneste gulerodskage jeg nogensinde har brudt mig om, sådan rigtigt. Den dufter af smør og krydderier, som minder mig om jul og ikke mindst om vores lille hus, som bare står og venter på at vi kommer hjem og kokkererer og bager i det igen.
Den mandelmel jeg bruger, laver jeg selv på min Moulinex krydderimølle. Det er meget enkelt, man skal bare ikke overfylde den. Hemmeligheden er blot at smutte og tørre mandlerne i en uges tid inden de køres i gennem møllen. Jeg vil så godt pointere, at man bestemt ikke behøver at bruge hvidt mandelmel. Jeg bruger ofte mandler med skal både i kager og marcipan, der sidder jo gode ting i de skaller :-)
Det vigtigste med denne her kage er blot at man venter til den er kold, og så serverer den med en lækker Créme Double eller en skøn vanille is...
Det er en jule/vinterkage med masser af smag og farve...
Det er i alle fald en 100% legal hverdagskage hjemme hos os, rigtig god og smagfuld tirsdag fra mig :-)
Ingredienser
- 4 store æg
- 100g mascobado sukker
- 125g rørsukker
- 1 tsk frisk revet ingefær (du kan også bruge ½ tsk stødt ingefær)
- 1 tsk stødt kanel
- 225g sigtet spelt mel (type t55-65)
- 1/4 tsk salt (Jeg bruger himalaya salt)
- 1/4 tsk natron
- 1 spsk bagepulver
- 200 ml smeltet usaltet smør
- 150g mandelmel (fintmalede mandler)
- 1½ kop revne gulerødder (2-3 mellemstore gulerødder)
- Ekstra smør & mel til kageformen
Instruktioner
- Forvarm ovnen ved Gas mærke 4 / 180 °C / 350°F
- Smør og mel en 22 cm / 9" inch kageform grundigt.
- Smelt smøret forsigtigt i en kasserolle over lav varme, du kan også benytte et "Bain Marie", lad den smeltede smør stå til afkøling i stuetemperatur.
- Sigt mel, bagepulver, natron og salt sammen i en skål.
- Riv gulerødderne (jeg bruger altid medium-stort skær.)
- Bland æg, mascaobado sukker, rørsukker, ingefær og kanel i en røreskål.
- Bland ingredienserne med en stand/håndmixer ved høj hastighed, indtil sukkeret er helt opløst og blandingen er let og luftig, det tager ca. 4-6 min.
- Når æg og sukker blandingen er klar, tilsættes de sigtede ingredienser, mandelmel og smør skiftevis ved lav hastighed eller med "folde funktion". Hvis du benytter en standmixer/røremaskine er det vigtigt at du husker at skrabe siderne af skålen, så alle ingredienser bliver blandet ordentligt sammen. Til sidst foldes de revne gulerødder ind i dejen med en dejskraber, med forsigtig hånd.
- Hæld dejen i en kageform og glat overfladen med en dejskraber. Bag på 3. rille/midterst i ovnen indtil en strikkepind kommer rent ud, normalt efter 30-40 min.
- Lad kagen køle af i formen 15 min, hvorpå den let kan vendes ud på en afkølings rist. Stil kagen til afkølning i min. 2 timer på risten.
- Voila! Lækker "Gâteau Aux Carottes" lige til at spise :-)





Noter
Bemærk:
Jeg bager og kokkererer altid med økologiske og uraffinerede ingredienser. Back to Basics er mit mantra. Jeg bager udelukkende med oldtidens og alternative kornsorter/mel, som spelt, einkorn, emmer, boghvede, kokosmel, mandelmel og rug. Jeg bruger kokos palme sukker, Cambodjansk palme sukker, mascobado sukker, muscovado sukker, rørsukker, agave sirup og honing. Det er dog helt op til dig, om du ønsker at gøre det samme. Jeg kan dog ikke love at du får de samme resultater med opskrifterne, men giv det et forsøg og skriv gerne en kommentar. Det er dog min erfaring at jo mere raffineret, desto lettere er det at få et godt resultat. Det gælder dog kun udseendet og hverken smagen eller næringsværdien. Det er de to sidstnævnte som jeg går op i. Ikke at jeg ikke elsker smukt præsenteret mad, for det gør jeg bestemt. Jeg føler dog at hvis maden blot er smuk uden næring, så er den ligesom kunstige blomster. Den tilfører ingen energi, ingen glæde og kun en tom fornemmelse i kroppen bagefter. Jeg lever for de gode og naturlige råvarer, og det smukke ved det naturlige er at det er ægte og ikke blot en sukker illussion, som giver mig lavt blodsukker. Jeg syntes vi alle fortjener at få det bedste ud af råvarene og derfor er deres uraffinerede kvalitet så uendelig vigtig for mig.
Mad er Kærlighed og der er vel ingen som bryder sig om "Tom" Kærlighed?
Hav det sjovt med din madlavning og nyd at skabe alt den kærlighed, til dig selv og dine kære. Jeg håber du vil nyde at bruge mine opskrifter og håber du vil skrive en lille kommentar om dine resultater nedenfor.
Rigtig god fornøjelse
"Velbekomme" & Bon Appétit fra Ayoe Sine Amélie
© 2011, Ayoe Sine Amélie. All rights reserved – Please ask first
No related posts.